Den indre glød

  

At starte på en ny lakseflue helt fra bunden uden at have nogen plan, inden man begynder, kan bedst sammenlignes med en erfaring fra malerkunsten: angsten for det tomme lærred.


Man er grebet af en sær form for panisk ro. Handlingslammelse. Man kan ikke komme igang, fordi ambitionerne overstiger troen på egne evner, og hver tanke om et fejltrin (-tørn) rammer én som en mavepuster.


Så roder man rundt i kasserne med bindematerialer og forsøger at lade rationaliteten få overtaget; "logisk tænkning - Jesper!" Hvordan gør andre? Hvordan proportioneres fluen? Hvilke farver og former må være optimale? Hvor og hvordan vil du fiske etc. Men mit temperament er ikke til logisk tænkning idag. Sådan er det ofte ved fluestikken, der raser en evig kamp mellem den kalkulerende fornuft og et dybt ønske om at give plads til det intuitive. Suk... Det kommer der ikke mange fluer ud af.


Så sker der noget besynderligt, netop som jeg sidder der, modløst knipsende med lighteren. Jeg stirrer ind i flammen og beundrer dens roligt pulserende bevægelser, da jeg vifter den nænsomt fra side til side. Den lyse, næsten hvidlige spids, der blødt glider over i varmere, gule og slutteligt mere orange nuancer for at ende i det næsten gennemsigtige blå skær, som udgør flammens rod. Ikke blot dens til stadighed uberegnelige bevægelser men også overgangen mellem farverne og deres perfekt afstemte kontraster vækker en barnlig glæde og fascination. At tænke sig; hver gang jeg tænder lighteren, sidder der en lille blidt pulserende ildflue for enden af fyrtøjet og danser en magisk dans for min fantasi.

 

Premieretanker

Som J-P. Sartre beskriver i 'Ensom blandt mennesker' er der stor forskel på at være alene og at være ensom. Det første beskriver et fysisk-legemligt forhold, det sidste en mental tilstand.
Det første kan både opleves beklemmende og medføre det sidste, men det kan også være befriende og anspore til fordybelse og koncentration.
Ensomheden, derimod, er oftest en negativ ladet stemning - en bedrøvelig eksistensform - der tynger ens måde at være til på. Og - ikke uvæsentligt - her har længslen ofte sit udspring. I mit tilfælde; længslen mod laksepremiere i vestjylland.


Nu da jeg må undvære årets premierefiskeri, sidder jeg alene tilbage og tjekker febrilsk opdateringerne fra de vestjyske vande hvert 5 minut. Hvilke flotte fisk og stolte fangere! Jeg må gratulere hver og en fra mit østjyske eksil og særligt naturligvis Mr. Son of a Salmon himself, der cementerer sin position som laksekonge med en drøm af en storå-fisk på 91cm - smukt, flot og velfortjent!


Imens kan jeg så drømme mig tilbage i tiden. Tilbage til 17. april 2010 (ja, sørme om ikke det i dag er to-års dagen):


Jeg kører til Skjern å torsdag aften sammen med Torben for at mødes med min gode arbejdskollega, den inkarnerede Norgesfisker Morten Eskildsen. Vi indlogerer os ved Borris shelteret på en forbløffende mild aprilaften og tænder op i grillen. Rødvin, whisky og anekdoter fra nær og fjern blandes i en skøn cocktail, og humøret er, som humøret skal være, når der er udsigt til laksefiskeri dagen efter... 


Vågner bedugget kl. 8.00 med banken i hovedet og ser, at Torben ser lige så beruset ud, som da han lagde sig til køjs kl. 4.00... Det går lidt trægt med at få liv i lemmerne denne morgen, og særligt Torben synes at have store vanskeligheder med at få gang i noget som helst - livet som laksefisker er hårdt. Nuvel, afsted det går mod Skarrild langt oppe i Skjern å systemet. Hvilket smukt landskab! Kuperet terræn og en gudeskøn å, der slynger sig majestætisk gennem den forårsfrodige dal. Morten og jeg rigger fluegrejet til, mens Torben bekendtgør, at han lige tager den med ro i bilen et stykke tid.

Jeg knytter en friskbundet rørflue med brunlige nuancer og turbocone på forfanget og begiver mig roligt ned mod første sving... Der går 15 min. med at tilpasse kasteteknikken her efter en lang og hård isvinter uden træning iført et relativt tungt setup med synke 5/6 skydehoved, der kræver lidt arbejde at få løftet fri af vandet. Men langsomt går det fremad.

Et kast ender lige 5cm for langt og havner i nogle vandplanter ved modsatte bred. Forsigtig rykkes fluen fri og driver tværstrøms. Et ujævnt drev indikerer, at fluen ikke er helt fri for vegetation, så jeg løfter stangen for at hive fluen hurtigt ud af vandet.

Så sker det. 3-4 tunge rusk forplanter sig brutalt og aldeles uventet gennem line, stang og bevidsthed.  Linen farer af Loop hjulet, og i de næste par sekunder, der stadig står knivskarpt i erindringen, ser jeg en stålblank og vaskeægte storlaks vælte sig rundt i overfladen, mens min 13 fods Thomas & Thomas bøjer sig i ærefrygt. Gelé i benene. Jeg kan ikke give modhug, da stangen allerede er højt hævet, så jeg forsøger febrilsk at trække i linen for at sætte krogen. Men laksen er ligeglad og vælter blot rundt lige neden for mine skælvende fødder, så jeg ikke længere er i tvivl om, at den er på den rigtige side af 10kg! Det var det. Linen bliver slap, mine skuldre falder ned og jeg står blot og stirrer tomt ud i luften. I 5 minutter. Jeg er, som alle der har prøvet at miste drømmefisken, lamslået, og Torben ligger stadig oppe i bilen med tømmermænd og får slet ikke fisket denne dag.

En halv time senere må jeg konstatere, at dagen både er reddet og spoleret. Reddet fordi jeg har haft kontakt med en vaskeægte dansk aprilslaks og er overbevist om at min nyeste flue fungerer. Spoleret fordi jeg ikke kan koncentrere mig om at fiske eller noget som helst andet, før jeg atter sidder hjemme i Hadsten om aftenen og synger godnat-sang for Ida; "I skovens dybe stille ro..."


Evigt ejes kun det tabte.

Nattevandring

Mørket

er nedsunket 

i natten

i vandet

i mig selv

Om lidt bryder lyset frem... 

Der er altid en skyggeside

Det er besynderligt, hvad der kan komme ud af at sidde og rode med en bunke sorte hår fra røven af en ged. 


Tag nu forleden aften, hvor jeg egentlig blot havde sat mig for at eksperimentere lidt med langvingede fluer og ender med at forvilde mig ind Platons ontologiske idealisme.


Nå, men jeg sidder derinde i min svagt oplyste hule i husets bagerste værelse, mens resten af familien sover. Stearinlyset er tændt, og jeg kan svagt skimte den skygge, der sidder fastspændt på fluestikket foran mig. Jeg hører en utydelig stemme, der rømmer sig fra de inderste afkroge af min bevidsthed: "Er du sikker på, at det er det virkelige mønster, du ser foran dig, Jesper?" 
Jeg løfter det ene øjenbryn, er naturligvis skeptisk overfor anmærkningen. Javist er det virkeligt!
Men stemmen insisterer; "Hvad nu, hvis det, du ser, blot er en svag afglans af det virkelige mønster!" 
Nu føler jeg mig ærligt talt en smule provokeret og beder stemmen vise mig, hvad der dog skulle være mere virkeligt.
"Det kan hverken jeg eller nogen anden vise dig, Jesper, du skal selv se det, jeg kan kun vise dig vejen..."
En tår af det 10 år gamle flydende askebæger - bedre kendt som Ardbeg single malt - løsner de indskrænkende bånd om mine tanker, og jeg følger med, så godt jeg kan. Ude på gangen lyder pludselig et lille 'klik!', hvorefter alt indhylles i et skarpt hvidt lys - det svier gevaldigt i øjnene og jeg vakler omtåget rundt et kort øjeblik. 
"Det er solen, jeg kan se den, Platon! Det er det Godes idé - jeg har nået den epistemiske tinde, ude af hulen og væk fra alle de forvrængede virkelighedsbilleder, alle skyggerne!" 


"Far, hvad laver du?" 
Min ældste datter på 4 står foran mig. Hun har tændt for kontakten og stirrer træt i min retning. Hun er vågnet og har også vækket mig. Hun bliver lagt i seng igen og jeg gaber hende tilbage i drømmeland. Inden jeg selv går til køjs, kaster jeg et kort blik ind i hulen. 


En gennemtrængende duft af lige dele Loctite sekundlim og 10 års single malt whisky stikker mig i næsen. Ved siden af det halvtomme glas, sidder fluestikket uhjælpeligt fastspændt til bordkanten. I  skæret fra den døende flamme i det runde fyrfadslys kan jeg på den alleryderste spids af den påmonterede Flexineedle se de lange mørke gedehår blafre inciterende i takt med to funklende påfugleherl. Som skyggen af en solstråle...    
    

Slaget på Heden

Når man kører fra det østjyske mod Skjern, bevæger man sig ikke blot fra A til B for at fiske. De godt 1 1/2 times biltur, som jeg tilbagelægger adskillige gange hvert år, indebærer også altid en mental transformation; den højstemte glæde, når jeg efter 20 min. drejer fra på motorvejstilkørslen v Harlev. Det altid bedrøvelige moment, når motorvejen atter ender og Silkeborgringvejen skal forceres i snegletempo og med udsigten til røde baglygter så langt øjet rækker. Torben og jeg har efterhånden indlagt et fast lille ritual for at lede tankerne hen mod noget andet, når vi ankommer til Q8 på Nordre Ringvej. Vi stopper op og tanker kaffe og tænker os frem til de rekordstore laks, vi jo ikke kan undgå at fange, så snart vi blot åbner for flueboksene. Vildt usandsynligt, natuligvis, men alene forestillingen kan holde modet oppe i mange timer.

Funder Bakke kan kort efter til stadighed imponere, selvom man sidder trygt i sin bil og ikke på en hård cykelsaddel. Stemningen løfter sig atter, når jeg lidt senere kan følge tredje vej til højre i Bording-rundkørslen ind på motorvej 15. Nu er der ikke langt igen.

Og så sker det. Man kører ind på hovedvej 184 v Lind, smutter gennem Rind Plantage og ser den ud gennem vinduet. Overalt og altid overvældende på sin evigt afdæmpede måde: Det er Heden. Der ligger den. Et vidtstrakt tæppe af lyng og spredte nåletræer, der i de allertidligste morgentimer som mørke silhuetter strækker sig tavst mod himlens små lysende øjne i nattens uendelige ansigt.

Det er simpelt og det er smukt. De resterende 15 minutter er ren nydelse og afslapning. Forude ser jeg Skjern å slå sine majestætiske folder ved Skarrilds skrænter. Rejsen er slut og jeg føler mig taknemmelig. 

Slaget kan begynde.

Uldsok 2.0

Jeg sidder og roder lidt rundt i posen med fjer, som Torben omhyggeligt har farvet i sit enmands-samtalekøkken og generøst beriget mig med. Mine tanker går i retning af farvekontraster, da mine fingre griber forsigtigt om de bløde grizzly softhackler. Jeg lukker øjnene og ser indad... 

Her får jeg øje på et nyt mønster bygget på gamle principper og fremtidige forhåbninger. 

Fluen har uldsokkens struktur, tilføjet en levende og langhåret bagende med tydelige referencer til intruder-arten. Farvekontrasterne er tofoldige; den dybt olivengrønne forkrop, hvis fornemmeste funktion er at fremhæve sin egen modsætning - den iltre rødorange bagkrop med hacklefibre, der under vandet vil klappe sammen og flagre forførende som en kvindes kjole om de to rootbeer-farvede krinkle mirror flash strå. Samtidig påkalder de forførende sort-hvide jungle cock fjer i sig selv en opmærksomhed (hos lystfiskere), som vel kun en blond pige i forårskjole på en lun majdag kan hamle op med. 

Bemærkelsesværdigt, og ikke uden kynisme, er det, at evolutionen har skabt et væsen (kvinde såvel som fugl), hvis fremmeste fortrin - dets skønhed - samtidig har forsejlet dets skæbne...

Det maner til respekt og ydmyghed. 

Alle går rundt og fryser...

På vejen til arbejde forleden morgen, endnu før Fanden og andre prominente medborgere fik sko på, var det så bidende koldt, at de nasale luftveje formelig frøs til og iltindtaget følgelig besværliggjordes i en for denne vinter hidtil uset grad.
Om forholdet mellem årsager og virkninger kan der føres lange og dybe diskussioner, men at det netop kunne være nævnte iltmangel, der var skyld i de strøtanker, der efterfølgende - og tilsyneladende ganske vilkårligt - gjorde deres ind- og udtog af min underafkølede bevidsthed, synes oplagt.
Denne på en og samme tid staccatoagtige stream of consciousness, hvor lyse indfald blandes med ideer fra tankekammerets skammekrog - men hvor det aldrig er helt klart hvilke, der hører hjemme hvor - har jeg efterfølgende forsøgt at kondensere til stikordsform:


Frost, flue, fisk, frost, frost, fryser, Zpey, frost, flourcarbon, 8kg, Skarrild, måske 9, måske 6, seks, sex, fryser, det er koldt, min hue, min hue, et kongerige for min hue, snue og flue flue flue... lige lovlig koldt, lovlig eller ulovlig, med svovl i, en svovlstik og en lille pige, der brænder og brænder, indeni, her er der varme, tanker om forår og laks, og fluer der duer, med hud og hår, fluer der varmer, varmer, varmer... gi mig varme.


Når man sådan går og har det koldt, selvom man er iklædt landets tykkeste dunjakke, fleecehue, mormors hjemmestrikkede vanter og nybagte termobukser, kan det kun skyldes, at man har glemt én ting:

Thinggaards version af den legendariske Uldsok, her iklædt rør og tyngende tophue, læner sig op ad Pat Currys irske reje, hvor det længste hackle, som det personbøjede verbum i tyske bisætninger, placeres bagerst.

Turbo Cone med ild

Endnu et resultat af dunkle vinteraftener og lyse minder:

50% nøje udvalgte og sirligt afmålte rørfluematerialer tilsat 50% ubændig længsel. Tilbage står man med noget nær 100% tro på sit fiskeri.

Den kunne meget vel sidde for enden af mit flourcarbon forfang, når årets første kast skal leveres ud over Skjern åens lokkende vande...

Et attentatforsøg...

Har længe gået med tanken om at prøve tørfluefiskeri efter åens havørreder. Det skulle efter sigende kunne praktiseres med succes ved udvalgte jyske åer, der har det klare sommervand og en fin ørredbestand som fællesnævner. Det må også tælle til min fordel, at jeg bor blot 5 min´s cykeltur fra en af disse vande.


Fluefiskeri kræver som bekendt, at man er i besiddelse af fluer. Kan man selv binde disse, vil det oftest give en stor besparelse og ikke mindst en stor tilfredsstillelse, når man kroger fisken. Personligt er jeg nok overvejende at kategorisere som 'teoretiker' i fluebindersammenhænge. Jeg kan ganske vist producere en hæderlig flue, der opfylder de funktionelle og æstetiske midstekrav i de fleste tilfælde. Men når man omgås nogle af 'de tunge drenge' i fluebinderklassen, skal man være ærlig og erkende sine egne begrænsninger. Og da jeg endnu ikke er rykket til det klassetrin, der indbefatter tørfluebinderi, har det været nærliggende at konsultere en af mestrene; Mr. Son of a Salmon - Hr. Thinggaard himself.
Der gik ikke lang tid fra, at han var indviet i mine planer, til han havde fremstillet, hvad jeg tror er en yderst springfarlig cocktail til mit attentatforsøg i juli/august. Jeg ser frem til at kaste med bomber ved sommervandet...

Kaosteori

Et slag med sommerfuglevinger kan have uforudsete konsekvenser på uforudsete steder og til uforudsete tider...

Louis Armstrong fluen

Tilsæt vand fra en havørredå, så spiller musikken...