The Man

"Many men go fishing all of their lives without knowing that it is not the fish they are after"

Henry David Thoreau

En bambuspind, en murersnor, en korkprop og et lille bøjet søm med en regnorm. Det er det grundstof, drømme er gjort af. Egentlig skal der ikke mere til (bortset fra vand). 

Og måske er det netop denne mulighed for det enkelte og mulighederne i enkeltheden, der tryllebinder og (for)fører os ud på evig jagt efter den næste fangst. Fiskeriets status har taget mange mærkelige omveje op gennem historien. Fra de tidligste stadier af redskabsbeherskende homo sapiens, da det slet og ret drejede sig om at få mad på bordet, over Victoriatidens elitære tilgang til kombinationen af fjer, kroge, splitcanestænger og skandinaviske laksevande og videre ind i postmodernismes og globaliseringens eklektiske virvar af alt for mange muligheder for sammensætning af hi-tec grej og fiskevand.  Og jeg skal såmend gerne være den første til at indrømme, at de glitrende ord og billeder fra grejkataloger og hjemmesider har en magisk tiltrækningskraft på magnetstriben i mit Visakort. 

Men mindre, meget mindre, kan også gøre det. "When it's beautifully simple, it's simply beautiful". Dette kan man blive forvisset om i den fabelagtige Gi meg to March Brown (Lars Lenth mv.) Den film indeholder så store mængder antitoxin til den lange kø af forhippede grejtosser - hvori jeg selv absolut ikke står i den bagerste del - at den burde afspilles automatisk på den indre fladskærm, når trangen efter nyt og bedre og mere avanceret grej bliver for påtrængende!

Skrev han, og købte en ny Zpey Infinity til over 5000,-...   

Ak ja, hvem andre end ens kone og børn kan se gennem fingre med denne fritidsbeskæftigelse. Ja, man kan vel ikke forvente at blive taget seriøst, når man presser næsen mod bilruden, hver gang man kører over selv den mindste bæk, eller når man smider halvdelen af bagerens nybagte brød i åen søndag morgen - bare for at se, om en lille ørred skulle kvittere med at slå ringe i vandet.

Grænsen mellem lidenskab og besættelse har altid været hårdfin. Man er dog som regel klar over, hvornår den er overskredet. Lidenskab ses fx derved, at man bliver siddende ved fluestikken, når konen går i seng ved 23-tiden. Besættelse er, at man sidder der endnu, når hun står op om morgenen. 

Tilgivelse, kunne hun sikkert tilføje, må da være, at hun bliver boende :-)