Årets første fisk

En hidtil fangstfattig sæson har måske taget en drejning i en mere opløftende retning.
   
Indtil videre har jeg fokuseret på Skjern å med to-håndsstangen og det sparsomme udbytte kan oprulles kort: En strømskalle kroget i halen, en underernæret gedde på 33cm og en skambidt bækørred... 

Årets første egentlige fisk kom endelig i land forleden i Lilleåen - ikke nogen kæmpe men med sine 43cm klædte den røgeovnen umanerlig godt.

Derudover havde min kobberfarvede Mepps 4 besøg af en ordentlig møbelbanker af en havørred, der i det spritklare vand kom farende ud fra brinken, da jeg allermindst ventede det. To dybe rusk i stangen og en underkæbe der skulle samles op efterfølgende...

Lad sæsonen begynde - bedre sent end aldrig.

Vestjylland I

Årets første tur til vestjylland d. 27. og 28. april. Den store kvote er næsten opbrugt og et par fisk er reserveret til de foreninger ved Skjern å sammenslutningen, der ligger opstrøms Tarp bro samt øvre Vorgod og Omme å. Jeg har dog i forvejen bestemt mig for, at årets første kast skal lægges ud over Skarrilds vande - uden sammenligning mit favoritvand. 

Jeg er bemærkelsesværdigt nok eneste mand, da jeg påbegynder fiskeriet kl. 7 fredag morgen. Selv efter en lang og fiskeløs vinter kører kastene ganske ubesværet, og mit nye setup med 12,6 fod Infinity og 21g Compact line i synke 5-6 får en stor del af æren. Ren nydelse af gå med!

Der går faktisk kun fem minutter, før jeg mærker et par korte rusk, som dog er væk lige så hurtigt, som de dukkede op. Hvad det var, finder jeg nok aldrig ud af. Det kan ligeså vel have været en smolt som en storlaks, der puffede søvnigt til min flue og min opmærksomhed.

Jeg bevæger mig lidt videre og hører pludselig noget bag mig, der på ejendommelig vis lyder som et sug men samtidig fornemmes som en eksplosiv kraftudladning. Som når en fisk springer fri af vandet. Jeg når lige at vende mig halvt om, da en stålblank storlaks atter lander i åen med et drøn og sender massive bølger op mod mig...

Sådan kan man også blive vækket af sin dogmatiske slummer...

Den indre glød

  

At starte på en ny lakseflue helt fra bunden uden at have nogen plan, inden man begynder, kan bedst sammenlignes med en erfaring fra malerkunsten: angsten for det tomme lærred.


Man er grebet af en sær form for panisk ro. Handlingslammelse. Man kan ikke komme igang, fordi ambitionerne overstiger troen på egne evner, og hver tanke om et fejltrin (-tørn) rammer én som en mavepuster.


Så roder man rundt i kasserne med bindematerialer og forsøger at lade rationaliteten få overtaget; "logisk tænkning - Jesper!" Hvordan gør andre? Hvordan proportioneres fluen? Hvilke farver og former må være optimale? Hvor og hvordan vil du fiske etc. Men mit temperament er ikke til logisk tænkning idag. Sådan er det ofte ved fluestikken, der raser en evig kamp mellem den kalkulerende fornuft og et dybt ønske om at give plads til det intuitive. Suk... Det kommer der ikke mange fluer ud af.


Så sker der noget besynderligt, netop som jeg sidder der, modløst knipsende med lighteren. Jeg stirrer ind i flammen og beundrer dens roligt pulserende bevægelser, da jeg vifter den nænsomt fra side til side. Den lyse, næsten hvidlige spids, der blødt glider over i varmere, gule og slutteligt mere orange nuancer for at ende i det næsten gennemsigtige blå skær, som udgør flammens rod. Ikke blot dens til stadighed uberegnelige bevægelser men også overgangen mellem farverne og deres perfekt afstemte kontraster vækker en barnlig glæde og fascination. At tænke sig; hver gang jeg tænder lighteren, sidder der en lille blidt pulserende ildflue for enden af fyrtøjet og danser en magisk dans for min fantasi.