Man er grebet af en sær form for panisk ro. Handlingslammelse. Man kan ikke komme igang, fordi ambitionerne overstiger troen på egne evner, og hver tanke om et fejltrin (-tørn) rammer én som en mavepuster.
Så roder man rundt i kasserne med bindematerialer og forsøger at lade rationaliteten få overtaget; "logisk tænkning - Jesper!" Hvordan gør andre? Hvordan proportioneres fluen? Hvilke farver og former må være optimale? Hvor og hvordan vil du fiske etc. Men mit temperament er ikke til logisk tænkning idag. Sådan er det ofte ved fluestikken, der raser en evig kamp mellem den kalkulerende fornuft og et dybt ønske om at give plads til det intuitive. Suk... Det kommer der ikke mange fluer ud af.
Så sker der noget besynderligt, netop som jeg sidder der, modløst knipsende med lighteren. Jeg stirrer ind i flammen og beundrer dens roligt pulserende bevægelser, da jeg vifter den nænsomt fra side til side. Den lyse, næsten hvidlige spids, der blødt glider over i varmere, gule og slutteligt mere orange nuancer for at ende i det næsten gennemsigtige blå skær, som udgør flammens rod. Ikke blot dens til stadighed uberegnelige bevægelser men også overgangen mellem farverne og deres perfekt afstemte kontraster vækker en barnlig glæde og fascination. At tænke sig; hver gang jeg tænder lighteren, sidder der en lille blidt pulserende ildflue for enden af fyrtøjet og danser en magisk dans for min fantasi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar