Premieretanker

Som J-P. Sartre beskriver i 'Ensom blandt mennesker' er der stor forskel på at være alene og at være ensom. Det første beskriver et fysisk-legemligt forhold, det sidste en mental tilstand.
Det første kan både opleves beklemmende og medføre det sidste, men det kan også være befriende og anspore til fordybelse og koncentration.
Ensomheden, derimod, er oftest en negativ ladet stemning - en bedrøvelig eksistensform - der tynger ens måde at være til på. Og - ikke uvæsentligt - her har længslen ofte sit udspring. I mit tilfælde; længslen mod laksepremiere i vestjylland.


Nu da jeg må undvære årets premierefiskeri, sidder jeg alene tilbage og tjekker febrilsk opdateringerne fra de vestjyske vande hvert 5 minut. Hvilke flotte fisk og stolte fangere! Jeg må gratulere hver og en fra mit østjyske eksil og særligt naturligvis Mr. Son of a Salmon himself, der cementerer sin position som laksekonge med en drøm af en storå-fisk på 91cm - smukt, flot og velfortjent!


Imens kan jeg så drømme mig tilbage i tiden. Tilbage til 17. april 2010 (ja, sørme om ikke det i dag er to-års dagen):


Jeg kører til Skjern å torsdag aften sammen med Torben for at mødes med min gode arbejdskollega, den inkarnerede Norgesfisker Morten Eskildsen. Vi indlogerer os ved Borris shelteret på en forbløffende mild aprilaften og tænder op i grillen. Rødvin, whisky og anekdoter fra nær og fjern blandes i en skøn cocktail, og humøret er, som humøret skal være, når der er udsigt til laksefiskeri dagen efter... 


Vågner bedugget kl. 8.00 med banken i hovedet og ser, at Torben ser lige så beruset ud, som da han lagde sig til køjs kl. 4.00... Det går lidt trægt med at få liv i lemmerne denne morgen, og særligt Torben synes at have store vanskeligheder med at få gang i noget som helst - livet som laksefisker er hårdt. Nuvel, afsted det går mod Skarrild langt oppe i Skjern å systemet. Hvilket smukt landskab! Kuperet terræn og en gudeskøn å, der slynger sig majestætisk gennem den forårsfrodige dal. Morten og jeg rigger fluegrejet til, mens Torben bekendtgør, at han lige tager den med ro i bilen et stykke tid.

Jeg knytter en friskbundet rørflue med brunlige nuancer og turbocone på forfanget og begiver mig roligt ned mod første sving... Der går 15 min. med at tilpasse kasteteknikken her efter en lang og hård isvinter uden træning iført et relativt tungt setup med synke 5/6 skydehoved, der kræver lidt arbejde at få løftet fri af vandet. Men langsomt går det fremad.

Et kast ender lige 5cm for langt og havner i nogle vandplanter ved modsatte bred. Forsigtig rykkes fluen fri og driver tværstrøms. Et ujævnt drev indikerer, at fluen ikke er helt fri for vegetation, så jeg løfter stangen for at hive fluen hurtigt ud af vandet.

Så sker det. 3-4 tunge rusk forplanter sig brutalt og aldeles uventet gennem line, stang og bevidsthed.  Linen farer af Loop hjulet, og i de næste par sekunder, der stadig står knivskarpt i erindringen, ser jeg en stålblank og vaskeægte storlaks vælte sig rundt i overfladen, mens min 13 fods Thomas & Thomas bøjer sig i ærefrygt. Gelé i benene. Jeg kan ikke give modhug, da stangen allerede er højt hævet, så jeg forsøger febrilsk at trække i linen for at sætte krogen. Men laksen er ligeglad og vælter blot rundt lige neden for mine skælvende fødder, så jeg ikke længere er i tvivl om, at den er på den rigtige side af 10kg! Det var det. Linen bliver slap, mine skuldre falder ned og jeg står blot og stirrer tomt ud i luften. I 5 minutter. Jeg er, som alle der har prøvet at miste drømmefisken, lamslået, og Torben ligger stadig oppe i bilen med tømmermænd og får slet ikke fisket denne dag.

En halv time senere må jeg konstatere, at dagen både er reddet og spoleret. Reddet fordi jeg har haft kontakt med en vaskeægte dansk aprilslaks og er overbevist om at min nyeste flue fungerer. Spoleret fordi jeg ikke kan koncentrere mig om at fiske eller noget som helst andet, før jeg atter sidder hjemme i Hadsten om aftenen og synger godnat-sang for Ida; "I skovens dybe stille ro..."


Evigt ejes kun det tabte.