Der er altid en skyggeside

Det er besynderligt, hvad der kan komme ud af at sidde og rode med en bunke sorte hår fra røven af en ged. 


Tag nu forleden aften, hvor jeg egentlig blot havde sat mig for at eksperimentere lidt med langvingede fluer og ender med at forvilde mig ind Platons ontologiske idealisme.


Nå, men jeg sidder derinde i min svagt oplyste hule i husets bagerste værelse, mens resten af familien sover. Stearinlyset er tændt, og jeg kan svagt skimte den skygge, der sidder fastspændt på fluestikket foran mig. Jeg hører en utydelig stemme, der rømmer sig fra de inderste afkroge af min bevidsthed: "Er du sikker på, at det er det virkelige mønster, du ser foran dig, Jesper?" 
Jeg løfter det ene øjenbryn, er naturligvis skeptisk overfor anmærkningen. Javist er det virkeligt!
Men stemmen insisterer; "Hvad nu, hvis det, du ser, blot er en svag afglans af det virkelige mønster!" 
Nu føler jeg mig ærligt talt en smule provokeret og beder stemmen vise mig, hvad der dog skulle være mere virkeligt.
"Det kan hverken jeg eller nogen anden vise dig, Jesper, du skal selv se det, jeg kan kun vise dig vejen..."
En tår af det 10 år gamle flydende askebæger - bedre kendt som Ardbeg single malt - løsner de indskrænkende bånd om mine tanker, og jeg følger med, så godt jeg kan. Ude på gangen lyder pludselig et lille 'klik!', hvorefter alt indhylles i et skarpt hvidt lys - det svier gevaldigt i øjnene og jeg vakler omtåget rundt et kort øjeblik. 
"Det er solen, jeg kan se den, Platon! Det er det Godes idé - jeg har nået den epistemiske tinde, ude af hulen og væk fra alle de forvrængede virkelighedsbilleder, alle skyggerne!" 


"Far, hvad laver du?" 
Min ældste datter på 4 står foran mig. Hun har tændt for kontakten og stirrer træt i min retning. Hun er vågnet og har også vækket mig. Hun bliver lagt i seng igen og jeg gaber hende tilbage i drømmeland. Inden jeg selv går til køjs, kaster jeg et kort blik ind i hulen. 


En gennemtrængende duft af lige dele Loctite sekundlim og 10 års single malt whisky stikker mig i næsen. Ved siden af det halvtomme glas, sidder fluestikket uhjælpeligt fastspændt til bordkanten. I  skæret fra den døende flamme i det runde fyrfadslys kan jeg på den alleryderste spids af den påmonterede Flexineedle se de lange mørke gedehår blafre inciterende i takt med to funklende påfugleherl. Som skyggen af en solstråle...