fredag den 9. marts 2012

Slaget på Heden

Når man kører fra det østjyske mod Skjern, bevæger man sig ikke blot fra A til B for at fiske. De godt 1 1/2 times biltur, som jeg tilbagelægger adskillige gange hvert år, indebærer også altid en mental transformation; den højstemte glæde, når jeg efter 20 min. drejer fra på motorvejstilkørslen v Harlev. Det altid bedrøvelige moment, når motorvejen atter ender og Silkeborgringvejen skal forceres i snegletempo og med udsigten til røde baglygter så langt øjet rækker. Torben og jeg har efterhånden indlagt et fast lille ritual for at lede tankerne hen mod noget andet, når vi ankommer til Q8 på Nordre Ringvej. Vi stopper op og tanker kaffe og tænker os frem til de rekordstore laks, vi jo ikke kan undgå at fange, så snart vi blot åbner for flueboksene. Vildt usandsynligt, natuligvis, men alene forestillingen kan holde modet oppe i mange timer.

Funder Bakke kan kort efter til stadighed imponere, selvom man sidder trygt i sin bil og ikke på en hård cykelsaddel. Stemningen løfter sig atter, når jeg lidt senere kan følge tredje vej til højre i Bording-rundkørslen ind på motorvej 15. Nu er der ikke langt igen.

Og så sker det. Man kører ind på hovedvej 184 v Lind, smutter gennem Rind Plantage og ser den ud gennem vinduet. Overalt og altid overvældende på sin evigt afdæmpede måde: Det er Heden. Der ligger den. Et vidtstrakt tæppe af lyng og spredte nåletræer, der i de allertidligste morgentimer som mørke silhuetter strækker sig tavst mod himlens små lysende øjne i nattens uendelige ansigt.

Det er simpelt og det er smukt. De resterende 15 minutter er ren nydelse og afslapning. Forude ser jeg Skjern å slå sine majestætiske folder ved Skarrilds skrænter. Rejsen er slut og jeg føler mig taknemmelig. 

Slaget kan begynde.


4 kommentarer:

  1. Hej Jesper,

    Fin side!

    Jeg skal selv på jomfrutur til Skjernå i år, og jeg vil prøve at finde den euforiske sindstilstand frem som du så smukt beskriver i ovenstående.
    Jeg tror nu den kommer helt af sig selv ;)

    Mvh.
    Morten Lehmann

    SvarSlet
  2. Tak Morten.
    Jeg tror også, stemningen indfinder sig hos jer, i det øjeblik I sætter jer ind i bilen :-)
    Hvornår skal I afsted og hvor? Måske kunne jeg give lidt gode råd, selvom jeg jo ved, at du godt ved hvordan man griber tingene an;-)
    Allervenligst
    Jesper

    SvarSlet
  3. Hej Jesper
    Fra urolig og fustreret person
    til et helt og afslappet menneske
    på kun 1 1/2 time.
    Jeg synes det er helt forståeligt at
    Topper og dig tager turen så tit I kan finde tid.
    Jeg kan også mærke en vis uro i kroppen.
    April kom frisk
    du søde milde.
    Knæk og bræk
    Brian

    SvarSlet
  4. Hej Brian,
    Ja, man burde oprette en rabatordning for alle os 'Vestjyllands-pendlere'. Især fordi vi jo kan bevise, at det gavner den sjælelige folkesundhed :-)

    Alt godt
    Jesper

    SvarSlet