Kierkegaard
Kort sæsonafslutter ved lilleåen i går.
Turen ved vandet her et par dage før lukketid har egentlig mere rituel karakter end at være en koncentreret fisketur. Der er ikke særlig meget vand i åen og sigtbarheden er høj. Vejrliget er i bedste fald monokromt (læs: grå himmel iklædt grå skyer).
Jeg kører til Bidstrup stykket, da vandets kulør hernede som regel er noget mere grumset end længere oppe i systemet, og muligheden for fisk vurderes derfor større. Selvom chancerne er små, er det er en ren fornøjelse at traske afsted langs åen; tanken om, at sæsonerne i princippet er reddet de næste 5 år pga min drømmefisk fra august, har en beroligende virkning på sindet.
Jeg går helt alene rundt og glæder mig over det smukke forfald som naturen frembyder overalt; flammehavet i træerne drysser jævnligt små gløder af sig, når et vindpust strejfer forbi. Enkelte af de nedfaldne blade flyder dovent forbi på vandoverfladen, næsten som en imitation af de døgn- og vårfluer, der tidligere på sæsonen indtog vandspejlet, men som nu forlængst er borte, druknet eller ædt af en sulten ørred.
Lidt opstrøms Granslev Bæk kender jeg en fin standplads, der har beriget mig med fisk hver sæson. Jeg har endnu ikke fanget noget her i år, men det skal også siges, at jeg vel kun har været forbi stykket 2-3 gange i løbet af indeværende sæson.
I andet kast falder hugget.
Tre spring og en rulning i overfladen. Den er hidsig og overraskende blank, men størrelsen halter og den kan næppe strække målebåndet længere end mindstemålet. Den afkroges hurtigt i vandkanten. jeg løfter på huen, smiler og takker af for i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar