Oktoberfisk II

Der kom atter regn. Og smil på mine læber.

Jeg frekventerer vandet om eftermiddagen og møder en å med høj vandstand og meget fordelagtig sigtbarhed (læs: man kan lige skimte sivene 15-20 cm under overfladen). Vejrguderne har bidraget med optimale betingelser i form af en ganske vilkårlig blanding kraftig vind, hidsige regnskyl og glimt af sol. Så bliver det ikke meget bedre, og jeg er den første til at minde mig selv om, at hvis ikke jeg fanger noget i dag, så kan skylden hverken skydes på vind, vand eller vejr. Kun mig selv.

Der går en halv time uden at mærke noget. Men når betingelserne er så optimale, bliver man ved med at tro på det. Belønningen kommer kort efter, idet en lille blank fisk på knap 40cm går til spinneren. Den kommer hurtig retur og jeg fortsætter opstrøms.

Det er dage som idag, man gør en ekstra indsats på netop de pladser, der hidtil ikke har givet fisk. For jeg glæder mig personligt ekstra meget hver gang det lykkedes at fravriste åen en fisk på et nyt stræk. Derved får man udvidet sit lokale å-kendskab med endnu en potentiel standplads, der kan opsøges på de dage, hvor forholdene senere viser at være knap så gunstige som netop i dag. Der er tale om et langt lige stræk, hvor åen snævrer ind til 3-4 meters bredde og bredderne er beklædt med siv og vandet har en god jævn strøm.

Jeg kaster opstrøms og fører spinneren helt ind til egen bred. Svag indspinning for at lade den synke og nærmest presses ind under egen brinkside. To meter fra mine fødder falder hugget. 

Linen skærer sig gennem vandoverfladen i zigzag bevægelser, før fisken når nedstrøms forbi mig. Først dér sætter jeg krogen i et solidt modhug. 

Jeg har fokuseret en del på tilslaget i indeværende sæson, idet jeg specielt sidste år mistede frustrerende mange fisk efter kort fight. Jeg nåede dengang at skifte fra trekrog til enkeltkrog og tilbage igen - uden at det tilsyneladende hjalp. I år har jeg ladet fisken tage spinneren og først givet tilslag, når den har vendt halen mod mig og er svømmet bort fra min position. Noget tyder på, at præcis dét har været udslagsgivende; Jeg har velsagtens haft kontakt med 13-15 havørreder i år. Heraf er blot én hoppet af enkeltkrogen igen...

Kort efter kommer fisken til syne i overfladen og jeg ser en meget fin hanfisk iført praleklæder og potensforlænger på den yderste del af underkæben. Min Mepps 4 er nærmest slugt, og jeg kan kun akkurat skimte det kobberfarvede spinnerblad i mundvigen. Jeg presser derfor fisken alt, hvad jeg kan. Min trofaste 7' Vangenstang, der i den grad har bestået sin svendeprøve i august måned et par sving længere nedstrøms, må atter parodiere den danske nationalfugl og stå med yderst krum hals. Det er tilsyneladende en temmelig arrig hanfisk, jeg der har fået fat i. Og den er bomstærk. Jeg har taget mig selv i at smile lidt mistroisk af de fangstberetninger, der inkluderer formuleringer som; "stangen bøjer helt ned i håndtaget og korken knager". Men, som Jørgen Leth så elegant har ladet sin hovedperson udtrykke det i slutningen af mesterværket Det perfekte menneske fra 1967: "Også idag lærte jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage..." En stang kan rent faktisk bøje helt ned i håndtaget og ja, korken kan rent faktisk også knage under en tilpas stor belastning.

Jeg får omsider overtaget på fisken og i andet forsøg kaner jeg den indover de våde siv, hvor den afkroges og fotograferes af min nye iphone - der denne gang behørigt er iklædt aquapac :-) En kort videooptagelse af genudsætningen lykkedes sågar også.

67cm muskel med fedtfinner.

Tak for kampen.