Jeg er smuttet til åen efter de seneste dages heftige regnvejr. Ankommer til vandet kl. ca. 19 og konstaterer fine forhold, hvad angår vandstand og sigtbarhed. Det er lørdag aften og ingen andre fiskere i sigte. Efter en halv time kommer det første hug. En fin fisk på 45cm ruller rundt i overfladen. Jeg har ladet nettet blive derhjemme. Pokkers. I stedet glider jeg i mudderet på skråningen og lander på røven. Fisken slipper sit tag i enkeltkrogen, hvorefter den atter svømmer stille tilbage i sit rette element. Fint nok, tænker jeg - der er fisk og forholdene indbyder til, at de vil noget.
Jeg trasker forsigtigt videre og afprøver nogle af de kendte pladser, inden jeg ankommer til et særligt sving. Har aldrig fået fisk her før, men har tit tænkt, at her må der stå en. Jeg ved, at en stor sten gemmer sig i dybet, og skaber strømlæ midt i den skarpe å-krumning. Her er tillige meget dybt - i dag velsagtens 3 meter. Eneste minus, hvis en fisk skulle hugge, er, at der er knap 1,5 meter høj brink oveni de 3 meter vand. Mao. svære landingsforhold. Særligt, når man samtidig betænker, at jeg løber rundt med min lille 7fods blomsterpind af en spinnestang med en kastevægt på 3-12g ...
Nå, jeg kaster én gang opstrøms. Ingen fisk. Et kast til. Stadig ingenting. 3. kast lægges lidt højere op, så den kobberfarvede Mepps 4 får lov at komme endnu længere ned i vandsøjlen, når den passerer stenen... Bang! Fast fisk. Min første antagelse: ca. 1,5 kg. Jeg aner derpå et metallisk glimt nede ved stenen i dybet og en pæn hale, der pisker frem og tilbage.
Reviderer første antagelse: den er vel omkring 3 kg. God fisk, tænker jeg. Nu borer den sig ind under fødderne ved egen brink. Der er langt ned, og jeg kan ikke se den. Min korte stang kan ikke rigtig rokke ved noget. Så laver den et ordentligt skvulp i overfladen og sender massive trykbølger ud fra brinken under mine ben.
Reviderer min anden antagelse: Den må være tæt på de magiske 5kg - det er tunge rusk og hæftige træk i linen, der forplanter sig i den norsk byggede Vangen-stang. Én tanke: "Jeg får den aldrig op fra dette sving!" Så ihukommer jeg pludselig en artikel i Sportsfiskeren om fightmetoder fra en norsk lakseelv. 'Walking the dog' hedder det, når man forsøger at vende en fisk, og vil få den til at gå roligt opstrøms, hvorved den både kommer til at kæmpe mod et jævnt sidepres fra linen samt strømmens kraft. Jeg har intet andet valg end at forsøge dette...
Længere opstrøms flader åen en anelse ud, ved jeg, og brinken er knap så høj. Jeg trækker lidt line af hjulet, og sørme om ikke fisken bevæger sig væk fra brinken og ud midt i åen. Jeg lægger moderat pres og kommer op på siden af den. Voila! Den følger med. Men pludselig vil den gå hurtigere end godt er. Den kan mærke, at der er noget helt galt. Det samme kan jeg. Blomsterpinden krummer sig totalt sammen! Min 0,13mm fireline flår sig af det lille Okuma vs20 hjul, der hyler og hviner, som en hjælpeløs fange i et middelalderligt torturkammer. Fisken stopper 20 meter længere nede ad åen og vælter sig arrigt rundt i overfladen. Åen gynger. Mine ben ryster. Den er nu faretruende tæt på en nyt sving, der flankeres af et ensomt træ, som rækker langt ud over vandet. Umuligt at følge med. Hvis den fisk kommer bare 2 meter længere nedstrøms, er det slut. Jeg glider ned ad brinken og ud i vandet, mens mine fødder famler efter sikker grund... Jeg står nu i vand til over brystet og mine gamle trofaste Simms waders føles mere som at være iklædt en netundertrøje.
Fisken stopper til mit store held. Den alt for lille stang knager. Mine ben ryster, og hjertet hamrer. Den vender og går pludselig opstrøms igen, og da den svømmer lige forbi mig (jeg har den nu inde på én meter line) ser jeg, at den påmonterede Owner enkeltkrog har gennemboret det yderste af underkæben på en voldsomt stor hanfisk.
Jeg reviderer min tredje antagelse: 6kg+. Et sjældent syn for enhver lystfisker i en lille å. Og et sjældent uhensigtsmæssig udgangspunkt for en landingsmanøvre. Benene er begravet i den mudrede og glatte bund. Vandet siver ubønhørligt indover kanten på mine i forvejen utætte waders, og fisken tordner frem og tilbage. Min stang føles latterlig lille, og hele situationen forekommer håbløs.
Men alligevel griner jeg.
Tiden går. Den skiftevis ruller rundt lige foran snuden på mig og trækker line af hjulet i hidsige udløb. Jeg ved ikke, hvor længe det står på, og flere gange forsøger jeg at berolige mig med, at jeg ikke får den på land. For ligesom at forberede mig mentalt på at miste den.
Men krogen sidder fast og stangen bøjer fortsat tappert. Min højre arm er imidlertid helt træt, og jeg er nødt gøre noget. Jeg presser min håndbyggede nordmand endnu mere. Den er nærmest bøjet 360 grader. Fisken kommer tættere på. Og så et udløb. Tæt på igen - og af sted. I 4. forsøg kommer den omsider så nær, at jeg lige akkurat kan nå den med strakt venstre arm, mens jeg lader hånden snige sig ind under gællelåget på den. Jeg står i vand til halsen, og da jeg løfter den kolossale havørred, er jeg mere våd end den. Jeg kaster min stang op på marken og kravler febrilsk op ad brinken. Totalt udmattet. Hvilken fight og hvilken fisk!
Min mobil er for længst druknet, så jeg kan ikke ringe til nogen, men må gå drivvåd tilbage til bilen. Hjemme i haven kan jeg for sidste gang revidere min antagelse: 86cm og 8 ufattelige kilo!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar